Lake Manyara National Park, Tanzania

Når jeg træder ind i 7 eleven butikken, ved jeg, hvad jeg kan forvente, mainstream fødevaremærker og ren bekvemmelighed. Jeg går direkte hen til køleskabet, tager en dåse cola og går hen til chokoladebaren for at finde den essentielle pakke Peanut MnM's. Sidste stop - skranken, jeg betaler, og så er jeg færdig. Men er jeg virkelig? Er der et to-for-en tilbud på dåsen cola eller en ny række MnM's, som jeg endnu ikke har hørt om?

Måske burde jeg gå tilbage og finde ud af det.

Betegnet som 7 eleven bekvemmelighed National Park, har Lake Manyara i årevis været indsat i begyndelsen eller slutningen af en safari. Antagelsen er, at det blot er en check-in/check-out park før de større begivenheder som Serengeti og Ngorongoro indtræder på scenen. Lake Manyara er bestemt ikke den store højdepunkt i Northern Circuit, og måske vil det aldrig være det. Men en ting er sikker; parken kræver mere tid og dedikation fra enhver safari-deltager. Det har bestemt mere at tilbyde end blot bekvemmelighed og et glimt af dyr.

Da vi sætter ud fra Arusha sen fredag eftermiddag, ankommer vi ved parkens indgang omkring kl. 16, og mens jeg venter på, at min partner betaler og ordner parkafgifterne, står jeg og kigger rundt i mine arbejdstøj blandt en khaki brigade. Da guiderne tjekker ud af parken for dagen, træder safari-deltagere træt ud af deres køretøj for at strække sig og støve deres dyrebare lange linser af.

Kun få måneder tidligere havde jeg rejst til Lake Manyara for første gang. Ærligt talt nød jeg den halve dags rejse rundt i parken, men jeg forlod ikke stedet tilfreds. Denne anden rejse var anderledes, vi havde tid nok.

Umiddelbart uden for parkens port står gigantiske fig- og mahognitræer fantastisk i deres grundvandskog. Disse storslåede væsner trækker næring fra de underjordiske kilder, som kontinuerligt bliver genopfyldt fra kratertoplandene lige over Manyara-bækkenet.

Som den grønne frodige skov tynder ud, giver den plads til de udstrakte oversvømmelses-sletter, og mod syd det typiske afrikanske postkortlandskab, akacie-skove. Flodheste camouflerer sig i store mudderpøle spredt langs oversvømmelses-sletten, mens giraffer udnytter det åbne område til at græsse på de lange græsser.

Zig-zaggende langs kysten svinger vejen ind og ud af de forskellige miljøer, men til vores højre guider den utrolige Rift Valley skrænt os til vores destination. Skræntens ansigt, kendetegnet ved evige urter og udmærket ved baobabtræer, er skåret igennem af spektakulære kløfter, fra hvilke floder flyder næsten hele året rundt.

Ved at nå den mest sydlige spids af parken finder vi vores indkvartering til de næste par dage, And Beyond’s Lake Manyara Tree Lodge . Det er ikke umiddelbart tydeligt, hvor lodgen ligger. Indlejret i tæt skov mellem søbredden og skrænten; lodgen er godt placeret til at udforske parkens rigdom af levesteder, mens den forbliver virkelig privat.

Da vi går langs den sandede sti, byder lodgens venlige personale os velkommen med forfriskninger og kolde håndklæder. De fører os til hovedområdet, et rummeligt, delt niveau sidde- og spisestue med høje stråtag, der skaber en øjeblikkelig følelse af plads, mens de varme træinteriører og diskrete sofaer udformer hyggelige hjørner.

De træhus-stil suiter på lodgen lader bushen blive bragt til dig med store åbne vinduer og en privat veranda. Men det er det fristående badekar og udendørs bruser, der begge ser direkte ud på det bladede tag, der fuldender oplevelsen af disse suiter.

Luksusen fortsætter til spisebordet med middag serveret i det åbne udendørs område, indhegnet af gamle skovtræer og belyst med et væld af orkideer. En kok tilbereder friskbagt Nann-brød i en traditionel ovn, som derefter serveres med en lækker lamme-curry. Middagen er begyndelsen på nogle af de mest lækre retter, der vil møde os under vores ophold.

I løbet af de følgende to dage tager vi os tid til at venture ind i de forskellige lommer af parken. Fraværende fra vores safari er parkens berømte træklatrende løver, men vores tilfredsstillelse for dyr bliver i høj grad opvejet af parkens mangfoldighed af dyr sat blandt et utroligt betagende landskab.

En relativt lille nationalpark, Lake Manyara dækker 329 km², med søen dækkende en utrolig 231 km². Mens den er oversvømmet med store flokke af babuiner, huser søen og dens omgivelser et antal herbivorer såsom flodheste, impala, elefanter, gnuer, bøfler, vortesvin og giraffer.

Parken tilbyder også spændende muligheder for ornitologer, der er ivrige efter at se og observere over 300 migrerende fugle, herunder flamingo, langtopset ørn og gråhovedet kongefishe. Spektakulære flokke af vandfugle er ofte til stede, nogle gange ynglende. Hvide pelikaner, gulnæbbede storke, ibiser og hvidhalsede skarver er også almindelige. Mindst 44 arter af diurnale rovfugle findes, herunder palme-nuts grib og Ayres havørn.

Rosa pletter er spredt langs kystlinjen, der adskiller frodig grøn græs fra søens blågrå vand. Tusinder af flamingoer er også kommet til Lake Manyara for at fodre sig på dens alkaliske vand. Uden tvivl et smukt syn, slukker vi bilmotoren for at lytte til flamingoernes dæmpede gåseagtige kvidren med lejlighedsvise højfrekvente plystringer surrende fra afstand.

Men fuglelivet stopper ikke der. Da vi bevæger os længere mod syd, hilser et par mandlige strudse os fra bag køretøjet og løber endelig ved siden af det, hvilket giver mig mulighed for at tage mit kamera og tage et billede af disse imponerende fugle. Vi venter et stykke tid for at se parret bevæge sig mod søen. De forbliver i vores syne det meste af aftenen, og bliver til sidst to små sorte punkter på horisonten.

Som eftermiddagens varme nærmer sig, finder dyrene ly i skyggen, og vi vender tilbage til lodgen for at søge vores egne. Når vi slapper af i vores værelse, dækker den beroligende gamle mahogniskov værelset fra den hårde afrikanske sol, men tillader et blidt prikkligt lys at strømme ind.

Jeg falder i en dyb søvn, men snart vågner skoven i den sene eftermiddag, og det gør jeg også. Vervet-aber og babuiner hopper fra træ til træ, mens de skriger højt til hinanden, mens de forsvarer deres eget territorium. Torden kan høres i det fjerne, gennem træerne og mod søens retning. Det er et tegn på, at vi skal op og udforske igen.

Vi beslutter at bevæge os længere mod syd langs søbredden og væk fra andre lurende safari-køretøjer. Lodgen har forsynet os med en generøs mængde drikkevarer og snacks, hvilket gør det muligt for os at tage vores tid og suge den sande essens af dette område til os.

Solen begynder at gå ned bag den fantastiske Rift Valley skrænt, hvilket skaber et fænomenalt aftenlys over søen. Tordenskyer stiger højere og højere ind i en dybblå himmel. Endelig rammer et blødt regnvejr over den fjerne kant af søen jorden, mens lyn danner sig sporadisk.

Vi ser stormen bevæge sig langs søen fra motorhjelmen på vores bil, med en kold øl i hånden og en følelse af frihed og ro. Zebraer, gnuer og bøfler kan høres og ses i det fjerne.

Ernest Hemingway sagde engang, at Lake Manyara var den "smukkeste (sø) i Afrika", og jeg må give ham ret. Lake Manyara har lært mig at være tålmodig, og det har vist mig, at nationalparker ikke kun handler om at spotte dyr. Dette sted handler om at tage sig tid til at værdsætte de utroligt smukke og mangfoldige landskaber, der har dannet sig i denne lille, men unikke lomme af Tanzania. Dyrene er blot en dekoration, og med eller uden dem planlægger jeg at vende tilbage hertil igen.